Gratis markedsføring: 25 idéer med konkrete eksempler (guide 2026)

Kan man markedsføre sin virksomhed helt gratis? Ja. Det koster din tid i stedet for penge – men mange af de stærkeste tiltag for små og lokale virksomheder koster ikke en krone. Her får du 25 af dem, hver med et konkret eksempel og et link, hvis du vil læse mere.

Kort svar: De 5 gratis tiltag, jeg ville starte med

Har du kun tid til fem ting, så er det disse. De giver mest for tiden for de fleste små virksomheder:

Tiltag Tid Hvad det giver
1. Udfyld din Google Business-profil helt 1-2 timer Synlighed på Google Maps og lokale søgninger
2. Lav et fast system til anmeldelser 30 min. + 2 min. pr. kunde Tillid – og flere, der vælger dig frem for konkurrenten
3. Få det grundlæggende SEO på plads Et par timer pr. side Mere relevant trafik fra Google
4. Følg op på alle tilbud 5 min. pr. tilbud Flere ja’er fra folk, der allerede er interesserede
5. Bed glade kunder om at anbefale dig 1 min. pr. kunde Nye kunder, der allerede har tillid til dig

I guiden:

Har du et lille budget at gøre godt med? Så læs også markedsføring på et mikrobudget, hvor jeg også gennemgår billige annoncer.

Bliv fundet lokalt

Er du en lokal virksomhed, er det her det første sted at starte. Når folk søger “frisør nær mig” eller “tømrer Aalborg”, er det kortet og virksomhedsprofilerne, de ser først.

1. Google Business-profil

Udfyld alt: den rigtige hovedkategori, ydelser, område, åbningstider, telefonnummer og en beskrivelse, der fortæller, hvad du hjælper med. Læg rigtige billeder op – ikke stockfotos.

Eksempel: En frisør har kun “Frisør” som kategori og tre billeder af facaden. Hun tilføjer “Herrefrisør” og “Børnefrisør” som ydelser, lægger 20 billeder op af klipninger og skriver åbningstider for helligdage. Nu dukker hun også op, når folk søger “herrefrisør” i byen.

Kom i gang: Google Business-profil · Læs mere om lokal SEO

2. Opslag og spørgsmål i din Google-profil

Du kan lave opslag direkte i profilen – tilbud, nyheder og eksempler på opgaver. Du kan også selv lægge de spørgsmål ind, kunderne ofte stiller, og svare på dem.

Eksempel: En VVS’er lægger hver anden uge et billede op af en færdig opgave med en kort tekst: “Nyt badeværelse i Hasseris – fra gammelt til moderne på 8 dage.”

3. Bing Places

Bing bruges mere, end mange tror – blandt andet fordi det er standard på mange Windows-computere. Du kan ofte importere dine oplysninger direkte fra din Google-profil, så det tager få minutter.

Kom i gang: Bing Places

4. Apple Business Connect

Mange iPhone-brugere søger direkte i Apple Maps eller spørger Siri. Opret dig gratis, så du også dukker op der. De fleste af dine konkurrenter har ikke gjort det.

Kom i gang: Apple Business Connect

5. Gratis kataloger og branchesider

Krak, De Gule Sider og sider for din branche. Det vigtigste er, at dit firmanavn, adresse og telefonnummer står præcis ens alle steder.

Eksempel: En klinik står som “Klinik Sund ApS” ét sted og “Sund Klinik” et andet, med et gammelt telefonnummer. Når det rettes til det samme overalt, er det lettere for både kunder og Google at stole på oplysningerne.

Anmeldelser

6. Byg et fast system til at få anmeldelser

De fleste glade kunder giver gerne en anmeldelse – de tænker bare ikke over det selv. Gør det til en fast rutine, ikke noget du husker en gang imellem.

Eksempel: En massør gemmer en sms-skabelon på telefonen: “Tak for i dag! Hvis du var glad for behandlingen, vil jeg blive rigtig glad for en anmeldelse her: [link]”. Den sendes efter hver behandling. På tre måneder går hun fra 4 til 35 anmeldelser.

Tip: Du finder dit direkte anmeldelseslink i din Google Business-profil under “Bed om anmeldelser”.

7. Svar på alle anmeldelser

Både de gode og de dårlige. Et roligt og professionelt svar på en dårlig anmeldelse kan give mere tillid end ti gode, fordi nye kunder kan se, hvordan du håndterer det, når noget går galt.

Eksempel: “Tak for din ærlige feedback, Peter. Det er ikke den oplevelse, vi ønsker at give. Jeg har sendt dig en mail, så vi kan finde en løsning.”

8. Brug dine anmeldelser aktivt

Sæt de bedste anmeldelser på din hjemmeside, i dine tilbud og på sociale medier. Det er gratis troværdighed, du allerede har fået.

Eksempel: En tømrer sætter tre korte kundecitater lige under knappen “Få et tilbud” på sin hjemmeside – præcis der, hvor folk er i tvivl.

Bliv fundet på Google

9. SEO – få mere trafik fra Google uden at betale for klik

SEO handler om at få mere relevant trafik fra Google, uden at du betaler for hvert klik. Det er et helt fagområde i sig selv, men som lille virksomhed kommer du langt med det grundlæggende:

  • En side for hver ydelse i stedet for én samlet “Ydelser”-side
  • Sidetitler, der matcher det, folk faktisk søger efter
  • Tekster, der svarer på de spørgsmål, dine kunder stiller

Du kan også bruge mere kreative SEO-taktikker – fx et lille gratis værktøj eller en beregner, som folk bruger igen og igen og linker til. Jeg har selv lavet en CAC-beregner af den grund.

Eksempel: En anlægsgartner skriver siden “Hvad koster en ny fliseterrasse?” med prisintervaller og hvad der påvirker prisen. Den bliver hans mest besøgte side fra Google.

Læs mere om SEO:

Video, podcasts og indhold

10. How-to-videoer på YouTube

Lav videoer, der svarer på de spørgsmål, dine kunder stiller. Din telefon er rigeligt – god lyd er vigtigere end et dyrt kamera.

Eksempel: En cykelsmed laver videoen “Sådan lapper du en cykelslange på 5 minutter”. Seerne lærer ham at kende – og når cyklen skal til service, ved de, hvem de skal ringe til.

11. En guide eller tjekliste til download

Lav en lille guide, som folk får mod deres e-mail. Så kan du følge op med mails i stedet for at vente på, at de kommer tilbage af sig selv.

Eksempel: En bryllupsfotograf laver “Tjekliste: 25 ting du skal huske til dit bryllup”. Hvert år samler den e-mails fra par, der netop er ved at planlægge.

Læs mere: Automatiske e-mail-flows

12. Vær gæst i andres podcasts

Du behøver ikke starte din egen podcast. Der findes masser af danske podcasts om iværksætteri, sundhed, bolig og erhverv, som leder efter gæster. Du får adgang til deres lyttere – gratis.

Eksempel: En diætist skriver til tre podcasts om sundhed og bliver gæst i den ene. Episoden bliver lyttet til af tusindvis, og hun får nye klienter fra hele landet til online-forløb.

13. Gå live eller hold et online webinar

En live-video på Facebook eller Instagram, eller et kort webinar på Zoom, hvor folk kan stille spørgsmål. Det skaber tillid hurtigere end nogen opslag, fordi folk ser dig svare i øjeblikket.

Eksempel: En revisor holder et 30-minutters webinar i januar: “Det skal du huske, før du indberetter”. Deltagerne får hende at kende – og flere booker hjælp til årsregnskabet.

Sociale medier uden annoncer

14. Vælg én platform og gør den godt

Du behøver ikke være overalt. Vælg den platform, hvor dine kunder er, og vær fast til stede der.

  • Facebook: Lokale privatkunder, især 35+
  • Instagram: Alt det visuelle – mad, mode, indretning, skønhed
  • LinkedIn: Erhvervskunder og B2B
  • TikTok: Yngre målgrupper og underholdende indhold

15. Vis dit arbejde

Før/efter-billeder, en færdig opgave, en glad kunde, dig selv i gang. Det er det indhold, der virker bedst for små virksomheder – og du har det allerede.

Eksempel: En møbelpolstrer lægger før/efter-billeder op af en slidt lænestol. Opslaget bliver delt i en lokal gruppe og giver tre forespørgsler samme uge.

16. Korte videoer filmet på telefonen

Reels, TikTok og YouTube Shorts kan nå folk, der ikke følger dig endnu – uden annoncekroner. Det skal ikke være poleret.

Eksempel: En bager filmer 20 sekunder af, når morgenens kanelsnegle kommer ud af ovnen. Ingen tale, bare lyd og musik. Det er den slags, folk stopper op ved.

17. Vær hjælpsom i lokale Facebook-grupper

Når nogen i byens gruppe spørger “Kender I en god…?”, er det en gratis henvendelse. Men det virker kun, hvis du har været hjælpsom og synlig i gruppen før – ikke hvis du kun dukker op for at sælge. Tjek altid gruppens regler.

Eksempel: En elektriker svarer gratis på spørgsmål om HFI-relæer og lamper, der blinker. Når nogen spørger efter en elektriker, tagger andre ham.

18. Brug din personlige profil

Din personlige profil på Facebook eller LinkedIn når ofte langt flere end din virksomhedsside. Del, hvad du arbejder med, og hvad du lærer. Folk køber af mennesker.

Eksempel: En bogholder skriver på LinkedIn om de tre fejl, hun oftest ser i små virksomheders bogføring. Opslaget fører til to nye kunder fra hendes eget netværk.

Relationer og lokalt netværk

19. Bed om anbefalinger

Dine glade kunder er din bedste markedsføring. Spørg direkte – de fleste vil gerne hjælpe, de skal bare spørges.

Eksempel: Når en kunde siger “Hvor er det flot”, svarer en maler: “Tak! Kender du nogen, der også går med malerplaner, må du meget gerne give dem mit nummer.”

20. Samarbejd med virksomheder, der har samme kunder

Find virksomheder, der har de samme kunder som dig, men ikke konkurrerer med dig. I kan anbefale hinanden, dele hinandens opslag eller lave fælles tilbud.

Eksempel: En fysioterapeut og et lokalt fitnesscenter anbefaler hinanden. Fitnesscentret sender medlemmer med skader videre, og fysioterapeuten sender genoptrænede patienter tilbage til træning.

21. Få omtale i lokale medier

Lokalaviser og lokale nyhedssider mangler gode historier. Send en kort mail med historien og et godt billede.

Eksempel: En ny café inviterer byens ældreklub til gratis kaffe på åbningsdagen og sender en mail til lokalavisen. Det bliver til en artikel med billede.

22. Hold et oplæg eller en workshop

Lokale foreninger, biblioteker og erhvervsnetværk leder ofte efter oplægsholdere. 30 minutter om dit fagområde gør dig til eksperten i lokalområdet.

Eksempel: En havearkitekt holder oplægget “Gør din have nem at passe” på biblioteket. 40 mødte op – og flere bookede bagefter et besøg.

Dine eksisterende kunder

23. Hold kontakten via e-mail

Det er langt lettere at få en gammel kunde tilbage end at finde en ny. Flere e-mailværktøjer har en gratis version til små lister.

Eksempel: Et bilværksted sender en mail i oktober: “Husk vinterdæk – book tid her”. Det er den samme mail hvert år, og den fylder kalenderen.

Læs mere: E-mail marketing for servicevirksomheder

24. Følg op på dine tilbud

Det er nok det mest oversete gratis tiltag af dem alle. Mange taber kunder, fordi de ikke ringer tilbage. Folk har tit bare glemt det eller haft travlt.

Eksempel: En tagdækker sætter en påmindelse i kalenderen 3 dage efter hvert tilbud: “Hej, jeg ville lige høre, om du har haft tid til at kigge på tilbuddet – har du spørgsmål?”

25. Giv det lille ekstra

Den bedste gratis markedsføring er en kundeoplevelse, der er bedre end forventet. Det er det, folk fortæller videre.

Eksempel: En håndværker fejer altid op efter sig og lægger en lille seddel: “Tak fordi jeg måtte hjælpe – ring hvis der er noget.” Det koster fem minutter og bliver nævnt i næsten hver anmeldelse.

Bonus: Brug de flader, du allerede har

Din e-mail-signatur, dine fakturaer, dine tilbud, din bil og dit arbejdstøj. Det er reklameplads, du allerede har – så brug den til at vise, hvad du laver, og hvor folk kan finde dig.

Gratis værktøjer, der gør det lettere

Værktøj Bruges til
Google Business-profil Synlighed på Google Maps og lokale søgninger
Google Search Console Se hvilke søgninger din hjemmeside bliver vist og klikket på
Google Analytics Se hvor dine besøgende kommer fra, og hvad de gør
Canva Billeder og grafik til sociale medier, flyers og hjemmeside
CapCut Redigering af korte videoer på telefonen
Brevo eller Mailchimp Nyhedsbreve – begge har en gratis plan til små lister
Zoom eller Google Meet Webinarer og online oplæg

Sådan måler du, om det virker – også gratis

Gratis markedsføring koster tid, så det er værd at vide, hvad der virker:

  • Google Business-profil: Se, hvor mange der ringer, klikker ind på hjemmesiden eller beder om en rutevejledning
  • Google Search Console: Se visninger, klik og placeringer på de søgninger, der betyder noget for dig
  • Google Analytics: Se, hvor dine besøgende kommer fra
  • Spørg kunderne: “Hvor hørte du om mig?” er stadig den simpleste måling, der findes

Får du besøgende, men ingen henvendelser? Så er det ofte hjemmesiden eller tilbuddet, der skal kigges på. Læs min markedsføring virker ikke – 5 tegn og hvad du gør ved det.

Ofte stillede spørgsmål om gratis markedsføring

Kan man virkelig markedsføre sin virksomhed gratis?

Ja – men det koster tid. Alle 25 tiltag i guiden kan laves uden at bruge penge. Til gengæld skal du regne med at bruge nogle timer om ugen, især i starten.

Hvad er den bedste gratis markedsføring for en lokal virksomhed?

For de fleste lokale virksomheder er det en fuldt udfyldt Google Business-profil og et fast system til anmeldelser. Det er der, de fleste lokale kunder leder først.

Hvor lang tid går der, før SEO virker?

Det afhænger af konkurrencen i din branche og dit område. Ofte går der nogle måneder, før du ser flere visninger og klik fra Google. Til gengæld bliver trafikken ved, når den først kommer.

Hvornår skal jeg begynde at betale for markedsføring?

Når de gratis tiltag er på plads, og du gerne vil have flere kunder hurtigere, end de kan give. Annoncer virker også bedre, når din profil, dine anmeldelser og din hjemmeside er i orden. Læs mere i markedsføring på et mikrobudget og hvor meget man bruger på markedsføring.

Hvor skal du starte?

Start med de fem tiltag i tabellen øverst. Når de kører, så tag ét nyt tiltag ad gangen – hellere ét gjort godt end ti halvt.

Vil du have en guide til, hvordan du bliver den første, folk finder i dit lokalområde? Jeg har lavet et videokursus i 7 trin, som du kan få adgang til for 0 kroner.

Få adgang til minikurset her →

Scroll to Top